DFF BLOG

De usynlige fotografer

ET KRITISK BLIK PÅ DANSKE FILMANMELDERE

Af Kenneth Sorento, DFF

Filmfotografen er en af instruktørens mest centrale samarbejdspartnere på en spillefilm. Det er fotografen som skal oversætte instruktørens ofte ret abstrakte visioner til konkrete billeder. Det er fotografen som i tæt samarbejde med bl.a. belysningsmesteren og set designeren skal skabe den unikke stemning, som har stor betydning for, hvordan vi oplever filmens fortælling. Billeder kan understrege følelser. De kan få os til at mærke kulden fra de kolde farver, krybe sammen i sædet over stærke nærbilleder og glemme at vi i virkeligheden bare ser det hele på en todimensionel skærm.

På trods af dette, er det blandt filmfotografer en udbredt opfattelse, at danske anmeldere stort set aldrig nævner fotografen eller bemærker filmens visuelle udtryk. Men holder det virkelig stik? Det har jeg sat mig for at undersøge i DFF’s første blogindlæg.

OSCAR FOR BEDSTE FOTOGRAFERING

For at efterprøve påstanden, har jeg taget udgangspunkt i tre fotografer, som hver har modtaget priser for deres arbejde. Anthony Dod Mantle, fik bl.a. en Oscar for ”Slumdog Millionaire”, Charlotte Bruus Christensen fik en fotografpris for “Jagten” i Cannes og Manuel Alberto Claro har for sit arbejde på ”Melancholia” bl.a. fået en European Film Award.

Spørgsmålet er om deres kunstneriske aftryk er blevet bemærket af anmelderne?

Lad os starte med at se på den herboende skotske fotograf, Anthony Dod Mantle, DFF, som er uddannet fra den Danske Filmskole.

Anthony Dod Mantle
Mod forventning fremhæves Dod Mantle i flere af anmeldelserne. Men når man så kigger efter, viser det sig at ”Slumdog Millionaire” havde dansk premiere efter Anthony Dod Mantle havde fået en Oscar for sit arbejde på filmen. Og det er da også netop det faktum som anmelderne tager udgangspunkt i, når de nævner fotografens arbejde. Ville anmelderne have bemærket fotografen, hvis han ikke havde vundet en prestigefuld pris?

Usynlig fotograf bag de smukke skovbilleder

Lad os gå videre til ”Jagten”, som er fotograferet af Charlotte Bruus Christensen. Filmen havde premiere før den danske fotograf vandt en pris i Cannes.


Hverken Bo Green Jensen (Weekendavisen), Nanna Frank Rasmussen (Jyllands-Posten) eller Morten Piil (Information) nævner Charlotte Bruus Christensen. Og billedsiden forbigås stort set i larmende tavshed over hele linjen. Som eneste undtagelse skriver Politikens, Kim Skotte, henført om filmens visuelle udtryk: ”Især skovbillederne er smukke i ‘Jagten’, men det bliver ikke en forstyrrende skønhed. Skoven med dens dybe stille ro, kobberrøde løv og bukke, der kun er jagtbytte og ikke syndebukke, får status som et visuelt og mentalt helle i det meste af filmen”. Men er det ikke ligesom der mangler noget? Kim Skotte nævner instruktøren Thomas Vinterbergs samarbejde med manuskriptforfatter, Tobias Lindholm, men efter ovenstående eksempel på filmens stærke visuelle stemninger, er det åbenbart uvæsentligt for Kim Skotte at nævne fotografen.

Niels Lind Larsen fra BT skriver til gengæld i sin anmeldelse: ”Mens hele det lille samfund dæmoniserer Lucas, balancerer Vinterberg hysteriet med en ro og forståelse, der understøttes af Charlotte Bruus Christensens smukke billeder og Anne Østeruds rytmiske klipning.” Hurra! Af alle medier, skulle det være BT der viste vejen! Hvem ville have troet det? Næste gang ville det dog være skønt, hvis Niels Lind Larsen ville bevæge sig væk fra de mest oplagte floskler: ”Smukke billeder” og ”rytmisk klipning”. Niels Lind Larsen nøjes ikke med så banale beskrivelser af instruktørens arbejde.

Charlotte Bruus

Og prisen går til…

Da Charlotte Bruus Christensen vinder en pris for sit arbejde under filmfestivalen i Cannes, indvier Jyllands-Postens, Nanna Frank Rasmussen, for første gang sine læsere i, at filmen rent faktisk har en fotograf. Og det gør hun oven i købet med stolthed: ”Det var JP’s udsendte, der gjorde dem (holdet bag filmen, red.) opmærksom på, at filmens fotograf, Charlotte Bruus Christensen, havde vundet en teknisk pris for sit arbejde på filmen. Det var Prix Vulcain de L’artistetechnicien (Vulcain Prize of the Technical Artist), en uafhængig pris uddelt til en film i det officielle program.”

Pludselig har flere danske medier fået øjnene op for Charlotte Bruus Christensen, men sjældent nævnes hun med andet end en kort konstatering af, at hun har vundet en fotografpris.

Anderledes interessant er det at læse nogle af de udenlandske omtaler af Charlotte Bruus Christensen ovenpå prisoverrækkelsen. Her er et eksempel fra The Hollywood Reporter: “The elegantly framed widescreen compositions of cinematographer Charlotte Bruus Christensen maintain a certain detatchment in the establishing action, bearing witness to the awful events with distressing clarity”. Tænk hvis danske anmeldere udviklede et ligeså nuanceret og sansemættet sprog til at beskrive fotografens arbejde!

Lars von Trier løber med hele æren

Lad os gå videre med Manuel Alberto Claro, DFF, som var A-fotograf på ”Melancholia”.


Weekendavisens, Bo Green Jensen, anses for at være en af de mest respekterede anmeldere i Danmark. Han skriver bl.a.: ”Til tonerne af forspillet til Tristan og Isolde vises billeder, der er bedøvende smukke og sære, som om alting foregik i en drøm.” Filmens visuelle univers tager naturligvis udgangspunkt i Triers vision, men Bo Green Jensen nævner ikke i den forbindelse filmens fotograf, selvom det var ham, der skulle realisere visionen i praksis.

Palle Schantz Lauridsens fortæller i Kristeligt Dagblad, at ”den visuelle stil ligner noget, vi har set siden ’Breaking the Waves’: bredformatbilleder optaget med håndholdt kamera”. Men bliver fotografen nævnt? Nej.

Det er i det hele taget sjældent, at anmelderne omtaler billedsiden i den ellers meget billedstærke ”Melancholia”, men det sker dog engang imellem. Klaus Rifbjerg fremhæver i Filmmagasinet Ekko ”hellikopterbillederne af den lettende morgentåge over to ryttere på en skovsti” og Henrik Queitsch taler i Ekstra Bladet om ”von Triers visuelle magi”. Men heller ikke her nævnes fotografen.
I Politiken fortæller anmelder, Michael Bo, at Lars von Trier fyrede sin tidligere fotograf, Anthony Dod Mantle, fordi han ikke kunne lide billederne i ”Antichrist”. Årsagen til det brudte samarbejde er langt mere nuanceret, men det skal vi nu ikke ind på her. Det interessante er, at man som læser bliver nysgerrig på at vide, hvem Trier hyrede i stedet og hvordan samarbejdet gik. Det er med andre ord oplagt at nævne Manuel Claro. Det sker bare ikke.

Når Michael Bo trods alt fortæller, at Trier har udskiftet sin fotograf, så har han vel forstået at valget af fotograf er afgørende for de billeder der former fortællingen? Lad os se på, hvad Michael Bo skriver om billederne: ”Der er billeder – mange billeder – i ‘Melancholia’, som understreger, at Lars von Trier er en unik filmfortæller.” Nej, heller ikke her føler Michael Bo sig kaldet til at lade fotografen dele æren med instruktøren for filmens billedside.

Det intuitive kamera

Det gør Christian Monggaard derimod i Information som en af de alt for få. Det drejer sig godt nok ikke om en anmeldelse, men om en reportage fra Cannes, hvor filmen har premiere: ”Også Melancholias billedside er i en klasse for sig selv, og samarbejdet mellem Lars von Trier og hans nye fotograf, Manuel Alberto Claro – der tidligere har fotograferet for Christoffer Boe – har båret mange skønne frugter.” Informations udsendte medarbejder forsøger herefter at beskrive, hvad der karakteriserer fotografens billedsprog: ”(…) også Claros intuitive, rastløse og søgende kamera spiller en vigtig rolle”. Skønt! Lad os få noget mere af det!

For en god ordens skyld skal jeg nævne, at Manuel Alberto Claro som kommentar til dette blogindlæg siger: ”Personligt føler jeg nu, at jeg har fået ret meget credit for mit arbejde”. Og i forbindelse med at Manuel Claro har vundet filmpriser for sin fotografering af ”Melancholia”, er han da også blevet nævnt langt oftere i artikler om filmen.

Manuel claro

Historien fortælles gennem billederne

Men hvorfor skal der en pris til før danske anmeldere gider at interessere sig for fotografens meget afgørende bidrag til filmens tilblivelse?

Hvordan kan det være, at danske anmeldere oftest undlader at kommentere visualiteten i et medie, der i så høj grad er båret af billeder?

Forsvaret for kun at tale om instruktøren og skuespillernes bedrifter er typisk, at ”det jo er historien, som er det vigtige”. Men er billederne da ikke en integreret del af en spillefilms historie? Tænk hvis en litteraturanmelder kun forholdt sig til digtets emne, men slet ikke bemærkede stemning, sanselighed, teknik, form og greb. Ville vi så kunne tage ham alvorligt som anmelder?

Med DFF’s nye blog er det vores ambition at få skabt større opmærksomhed om fotografens indsats for filmkunsten og om billedernes betydning for vores sansning af historien. Om den danske anmelderstand så lader sig inspirere må tiden vise.

Baggrundsinformation

Ved hjælp af artikelsøgemaskinen ”Infomedia” har jeg undersøgt, hvor ofte fotografen nævnes ved navn i anmeldelserne af de tre udvalgte film i de største danske dagblade samt i Filmmagasinet Ekko. Derefter har jeg sammenlignet resultatet med, hvor ofte de tre fotografer nævnes i forbindelse med filmen efter, at fotografen er blevet tildelt en pris.

Del denne post

Drop a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Subscribe without commenting