Afdøde æresmedlem Henning Kristiansens fortælling om, hvordan Klukprisen blev til.

Klukprisen er et årligt rejselegat, som uddeles ved DFF`s julefest hvert år og er blevet det siden 1992. Dengang var der ikke så mange priser til filmfotografer, som der er i dag. De sidste ti år har hjulpet på fokuseringen af filmfotografens arbejde. Men er det ikke mærkeligt at tænke på, at det var filmfotografen, der satte det hele igang og lavede det hele selv, kameragang, lyssætning, instruktion, special effect og tilrettelægning, - for så at blive helt overset, overhalet og tromlet ned af andre mennesker med ideèr om hvordan dette medie kunne udnyttes bedre end hidtil.

På dette tidspunkt måtte vi indse vores begrænsning, men nogen indså også vores styrke, - billedmenneskets evne og styrke til at visualiserer tanker, drømme, stemninger og ideèr - filmfotografens univers. Vi gjorde os uundværlige, - hvad er en instruktør værd uden en god fotograf, - en skuespiller, - en producent ? Vel at mærke “en filmfotograf”, for som gamle Axel Graatkjær (1885-1969), vores første anerkendte filmfotograf her i landet, sagde: “Det er svært at skaffe ordentlige filmfotografer. De andre, dem vi kalder de “stive” fotografer, har nemlig ingen anlæg for levende billeder. De var naglet fast af alt det, de havde lært i atelierne. - og det sagde han omkring 1906.

En af dem, han accepterede og værdsatte, var Johan Ankerstjerne (1886-1959), urmageren fra Randers, og Graatkjær fortsætter: “Han kunne sit kram og var nr. 1 efter mig. Sophus Wangøe var heller ikke ueffen. Han gik til hånde ovre i knejpen på Mosedalsvej hos madame Bischoff, hvor vi frokostede, og ham havde jeg spillet billard sammen med flere gange, og da havde han sagt, at han gerne ville ind for filmen. Jeg nævnte det for Ole Olsen, og så blev han fotograf.

Billard var en yndet fritidsbeskæftigelse for den tids filmfotografer fordi lyset på dagen var så afgørende for, om de kunne lave noget,- om de kunne eksponerer, fordi filmen var så langsom. Der skulle meget lys til og ingen andre end fotografen kunne afgøre hvornår dagens lys var så utilstrækkeligt, at det var umuligt at eksponerer, og var det umuligt,- så stoppede fotografen optagelserne for den dag og istedet fik man tid til et pot billard, på det nærmeste værtshus,- og klukflasken kom frem.

Netop på et sådant værtshus var min gamle farfar tjener, på samme tid som Axel Graatkjær startede på Nordisk Film i Valby omkring 1906. Han havde selv et hoved af form som en billardkugle og for at andre kunne se hvad der var op eller ned, var han udstyret med et imponerende cykelstyrs-overskæg under næsen, hvilket klædte ham ganske godt. Billardet, det grønne klæde, lyden af køernes møde med ballerne og den rappe lyd af ballernes sammenstød på det grønne klæde under lampens blåtåget tobaksdis oplevede jeg mange gange, som barn, - - fasinerende og spændende hver gang,- et billede, der blev stående på nethinden, ikke mindst når han kom med tre krus øl a` en liter i hver hånd , seks store krus på en gang, for hvilken præstation, han blev afbilledet i et formiddagsblad. Denne metier gjorde ham ikke rig og da han døde, var det eneste, jeg arvede en klukflaske,- en gammel, original mundblæst klukflaske med luftblære i,- en sjældenhed , som jeg var meget glad for at eje.

I 1992 var jeg blevet formand for Dansk Filmfotograf Forbund og et af mine mål var, at være med til at gøre opmærksom på filmfotografens selvstændige og betydningsfulde arbejde på enhver film. Derfor var et af mine første initiativer at oprette en pris for vore medlemmer, som kunne komme dem tilgode efter en bemærkelsesværdig indsats, indenfor faget. Men hvordan skulle en sådan pris se ud ? Hvad kunne man overrække prismodtageren, som han kunne holde ud at se på ?

Min værdifulde klukflaske havde mange gange været på bordet og været med til at skabe glæde og fest i mit hjem,- og der var ingen, der ikke satte pris på både formen og indholdet. Men en dag havde den stået for yderligt i køleskabet, for at få den til at dugge. Da jeg åbnede døren, gik den lige i gulvet og var knust, - den eksisterede ikke mere!

Sådan opstod ideèn til prisens materielle udformning, og vi kan kun håbe, at den fremover stadig må være med til at skabe glæde og fest blandt danske medlemmer af Dansk Filmfotograf Forbund, - men stil den aldrig i køleskabet !!!